Indisk kryddergris med raita, ris og chapati
Uhmm faktisk dufter denne ret lidt af jul, på en lidt eksotisk måde. Det er nok på grund af de mange varme krydderier, som ofte også bliver brugt i julens småkager m.m. Den smager simpelthen så skønt, og fungerer super med den lidt syrlige og friske raita.
Opskrift
Det skal du bruge
2 løg
2 fed hvidløg
2 cm ingefær
1 håndfuld mandler
2 tsk. gurkemeje
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt kardemomme
1 tsk. stødt kanel
1 laurbærblad
1 spsk. spidskommen
1 tsk. paprika
1 tsk. chuchum 3
ca 600g gris, jeg brugte koteletter og skar i tern.
100 g spinat
1/2 ds kokosmælk
1/2 ds hk. tomater
2, 5 dl vand med 1 bouillonterning i
50 g smør
salt
peber
1 pk. chapati
ris, vælg dem du bedst kan lide, jeg brugte jasminris. Kog dem efter anvisning på pakken.
2,5 dl yogurth
1 fed hvidløg
1 agurk
salt
peber
citron saft og skal
Sådan gør du
Pil de 2 løg, de 2 hvidløg og skræl 2 cm ingefær. Kom dette i en minihakker sammen med 1 håndfuld mandler og blend til ensartet rimelig fin konsistens. stil til side. Skær nu kødet i mundrette stykker. Kom olie i en gryde og steg kødet brunt på alle sider. Kom nu alle krydderierne ved (gurkemeje,koriander,kardemomme,kanel,laurbærblad,spidskommen,paprika og chuchum) steg det hele godt af. Kom så din blendede løg blanding på og sauter godt. Nu kommes de hakkede tomater, bouillonvandet og kokosmælken i og det hele simrer til kødet er mørt og sovsen er tyknet let. Ca 40 min. De sidste 5 min. kommes den skyllede spinat ved, samt smør, salt og peber.
Risen koges efter anvisning.
Raitaen laves mens det simrer. Kom yogurth i en skål og rør det med citronsaft, citronskal, salt, peber og presset hvidløg. Skyl agurken og halver den, skær indmaden ud og skær derefter agurken i halve tynde skiver. Kom dem op i yogurthen og rør rund og smag evt til.
Lun chapatierne i ovnen i 5 min ved 200 grader.
Server den indisk krydrede gris med risene, raitaen og de lune chapatier