Torsk i kokoskarry med æbler, serveret med råkost og quinoa
Dette vil jeg mene er en ret sund ret, og den smager tilmed så godt at det er til at blive helt glad af.
Ikke alt i julemåneden kan jo være konfekt og flæskesteg og risengrød, så det kan være godt med lidt afveksling. Og fisk er godt for øjet:-)
Opskrift
Det skal du bruge
600-800 g torsk
1 lime
1 tsk. Himalaya salt eller anden god kvalitet
1 tsk. rørsukker
1 ds kokosmælk
2 cm revet ingefær
2 æbler
2 porer
2 tsk. god karry
salt
peber
3 gulerødder
3 persillerødder
1 bdt. dild
revet skal af lime
3 spsk. sesamfrø
3 spsk. kokosmel
1 bdt koriander
olie
salt
peber
4 dl quinoa
vand
2 håndfulde mandler hakkede til topping
Sådan gør du
Start med at ordne fisken, den skal være fri for ben og skind. Læg den i et fad og drys med salt og sukker. Kom nu revet limeskal på og saften af en lime. Stil på køl mens du laver det som skal i fadet sammen med fisken.
Skær æblerne i terne, gem halvdelen i en skål til topping. Skær porerne i ringe og skyl grundigt. Drys nu æbletern og porer over fisken. Kom lidt olie i en lille kasserolle og steg karryen heri. Kom kokosmælken i og riv ingefæren ned i. Kog op og smag til med salt og peber. Kom nu kokosmælken udover fisken og bag i ovnen ved 180 grader i ca 15 min.
Sæt din quinoa over at koge som der står på pakken, hvilket er ca 15 min.
Skræl nu gulerødder og persillerødder. Riv dem i en skål, kom lidt limeskal og saft over. Tilsæt sesamfrøene, kokosmelet, og skyl og hak dild og koriander og vend det i. Smag til med olie, salt og peber.
Server nu det hele med hakkede mandler og æbletern.