Hjemmelavede flettede stofhalskæder
Juletiden handler for mig om at være sammen, hygge, god mad og at give. Lige siden jeg var barn har jeg elsket at give gaver ligeså meget som at få. Det der med at finde eller lave den “perfekte” gave til en man holder af og se dem blive overrasket og glade. Det er guld værd. Mine tøser elsker at være kreative og laver ofte også små gaver de pakker ind og giver til bedsteforældre eller os. Sødt og en ren kærlighedserklæring:-)
Da vi var til Julefest på pigernes skole havde de skulle fremtrylle forskellige ting som de kunne sælge og så kunne overskuddet gå til Burkina Faso som jo også er det sted overskuddet fra u-landkalenderen går til. Meget fint.
De lavede bl.a. disse smukke og hyggelige flettede kæder, som jeg faktisk gerne går med:-)
Måske en god ide til en julegave til en bedsteforældre eller tante i jeres familie. Ungerne kan sagtens lave dem selv.
Du skal bruge:
3 lange afrevne strimler stof ca 1-1,5 meter afhængig af kædens længde.
perler til at putte på. De skal være med forholdsvist stort hul. ca 5-10 stk.
Snor til kvast jeg brugte et lille garnnøgle i støvet rosa fra søstrene grenes.
Tag nu de 3 lange stofstrimler, bind dem sammen i en knude. Nu skal du enten have en mor eller veninde til at holde i den ende mens du fletter, eller også skal du finde et sted du kan binde den fast. Nu fletter du så strimlerne, og når du syntes trækker du en perle på en af strimlerne og fletter så videre. Du fletter indtil den er den længde du ønsker, og så den kan komme over hovedet. Bind nu de to ender sammen i en pæn knude og klip overskydende stof af. Tag nu dit garnnøgle og snor snoren rundt om to fingre(tommel og pege) hvor du holder dem med ca 5 cm afstand. Gør det indtil du har den tykkelse du ønsker kvasten skal have. Dernæst vikler du et stykke garn stramt om den ene ende så den holder på snorene og så klipper du dem op i bunden så det bliver til en kvast. Fastgør nu kvasten med et stykke garn i den pæneste ende af halskæden.
Nu har du en fin halskæde eller et dekorativt lille ophæng.
Dejlig hyggelig hjemmelavet gave til en du har kær.